Valnøddelagkage
Denne valnøddelagkage havde jeg med på arbejde i fredags – bare fordi vi trængte til det😀.
LAGKAGEBUND:
- 3 æg
- 175 g sukker
- 50 g kartoffelmel
- 50 g hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- 50 g hakkede valnødder
Æg og sukker piskes til en tyk æggesnaps. Bland kartoffelmel, hvedemel og bagepulver og sigt det i æggeblandingen. Vend det forsigtigt sammen og bland valnødderne i til sidst.
Bages i en springform ved 180 gr. i ca 35-45 min.
NOUGATCREME:
- 150 g blød nougat
- 2 plast. æggeblommer
- 1/2 l piskefløde
Pisk den meget bløde nougat (jeg giver den lige nogle få sekunder i mikroovnen), sammen med æggeblommerne. Tilsæt fløden og pisk det hele sammen til den lækreste nougatfløde.
Når lagkagen er helt kold deles den i to og lægges sammen med “et passende lag” nougatfløde – resten bruges til at pynte toppen og siderne med. Dekorer kagen som du synes evt. med friske frugter/bær, hakket chokolade og selvfølgelig nogle fine halve valnødder😋.