Sommerhusburgerboller
I sommeren 2019 var jeg i sommerhus sammen med mand, børn, svigerbørn, barnebarn og to hunde.
Det var en rigtig dejlig tur til Thorup Strand, hvor vi fik hygget en masse, gået en masse ture og spillet spil – og spist en masse mad….
Den sidste aften vi skulle have aftensmad der, skulle vi have pulled pork, med hjemmelavede burgerboller selvfølgelig. Vi havde bl.a en masse rester i køleskabet der skulle bruges, så det blev til disse sommerhusburgerboller, som blev så gode, at de er lavet flere gange siden😊.
Her får du opskriften på 7 burgerboller, der hver vejer 125 g – så man skal være rigtig meget sulten for at kunne spise mere end en🙈.
Sommerhusburgerboller
- 50 g gær
- 1 dl mælk
- 3 g salt (jeg tager ikke i sommerhus uden min vægt 😉 – det er godt 1/2 tsk)
- 25 g sukker (knap 2 spsk)
- 50 g margarine
- 250 g creme fraishe 18%
- 1 æg
- ca 400 g mel
Det er MEGET længe siden jeg har bagt nogen form for brød uden at have adgang til min røremaskine, men den var altså ikke med, så det blev på “gammeldags” måde.
Gæren opløses i mælken, tilsæt salt, sukker, margarine i små tern, æg, cremefraishe og det meste af melet og ælt det godt sammen – tilsæt mel til du har en sammenhængende dej, men pas på den ikke bliver tør.
Lad dejen hæve lunt en times tid inden du former 7 boller a 125 g (så er der nok en lille bitte smule tilbage til en minibolle)
Pensl evt bollerne med lidt mælk, vand eller sammenpisket æg. Lad dem hæve yderligere en lille times tid inden de bages ved 180 grader i ca 10-15 min afhængig af ovnen.
Bollerne fungerer også fint med ribbensteg, flæskesteg, bøf eller frikadeller😊.