Hyldeblomstsaft
Jeg kan rigtig godt li´ hyldeblomstsaft, og jeg har prøvet flere forskellige opskrifter, men jeg er kommet frem til, at den jeg bedst kan li´er min egen kæmpe blanding af rigtig mange forskellige.
Jeg skræller citronerne så jeg kun får det gule af skrællen med, og resten af det hvide fjerner jeg (ligesom hvis du piller en appelsin) – det gør jeg fordi jeg synes det hvide kan være en smule bittert og det vil jeg ikke have i mit saft. Der er også delte meninger om, om man skal skylle blomsterne – det gør jeg, dog meget forsigtigt, da jeg hader smådyr i mit mad….
Min opskrift lyder:
- 45 blomsterskærme (ca. 200 g), skylles forsigtigt og dryppes af
- 15 dl vand
- skal af 2 citroner
- 2 “pillede” citroner i skiver
- 1 kg sukker
- 1 kg rørsukker
- 50 g citronsyre
Bland vand, citronskal, citronskiver, sukker, rørsukker og citronsyre sammen i en gryde og giv det et kort opkog så sukkeret smelter.
Hæld blandingen over blomsterne og stil det på køl i to-tre dage. Når dagene er gået lader du saften løbe gennem en si med et klæde i og du har nu den fineste hyldeblomstsaft, der lige er klar til at hælde på rene flasker.
Du kan evt. tilsætte atamon så saften kan gemmes i længere tid. Følg anvisningerne på atamonflasken.
Hyldeblomstsaft med honning
Jeg har også eksperimenteret lidt med at udskifte noget af sukkeret med honning.
Du kan følge samme opskrift som ovenfor, men skifte 1 kg sukker ud med 500 g honning, som hældes med i gryden på samme måde som sukkeret.