Hveder

image_print

Disse hveder er helt fantastiske. De er lyse, lette og luftige og smager så dejligt af kardemomme – præcis som hveder skal gøre😊. Man kan selvfølgelig sagtens lave dem med noget fuldkornsmel, men mine hveder skal ikke være sunde, de skal bare være lækre. Når det ikke er noget man spiser hver dag, går det nok an med en hvid bolle. Det er en gammel opskrift fra et ugeblad jeg har lavet lidt om på og som jeg har lavet de sidste mange år, og den svigter aldrig…..

Hveder 12 stk. knopper

  • 500 g hvedemel
  • 1 1/2 tsk. salt
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. kardemomme
  • 100 g margarine i små tern
  • 1 æg
  • 2 1/2 dl vand
  • 50 g gær

Rør alle ingredienserne sammen i rørekedlen. Du behøver ikke opløse gæren i vandet først, bare smuldr det øverst og start røremaskinen. Rør til dejen slipper siderne på skålen. Læg dejen til hævning på bordet, mens du lige tager en kop te😉.

Del dejen i 12 stykker (her skal de veje godt 81 g stykket), form dem til boller og sæt dem med jævnt mellemrum i en bradepande på ca. 20×30 cm.

Lad hvederne hæve en god time og pensl dem med kaffe, æg, mælk, vand eller hvad du nu lige har.

Bag hvederne ved 180 grader i ca 15-18 min. Dette passer i min ovn, måske skal dine have lidt mindre eller mere tid…..

Nu har du de lækreste hveder. De kan fint spises som en bolle eller skæres over og ristes og så spises med smør og ost eller marmelade.

Velbekomme😘

image_print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *