image_print

Lækre sprøde hjemmebagte flüte – så kan bageren altså godt pakke sammen🙈.

Jeg har fået et Bagestål i julegave, og det er nu testet et par gange, og senest til disse virkelig lækre flüte til nytårsmenuen.

Det er nogle flüte jeg tit har bagt, og de bliver altid gode synes jeg, men de får altså lige en ekstra tak på sprødhed og luftighed når de bliver bagt på et Bagestål.

Her får du opskriften, så du selv kan bage dem uanset om du har et Bagestål eller ej😊.

Flüte 4 stk

  • 5 dl vand
  • 200 g durummel
  • 1 tsk groft salt
  • 1 spsk sukker
  • ca 500 g Manitoba mel
  • 1/2 dl olivenolie  (ca 45 g)
  • 25 g gær

Bland det hele i rørekedlen og ælt det godt sammen, til det slipper skålen. Ca 10 min ved lav hastighed og derefter ca 10 min ved høj hastighed. Lad dejen hæve min. 1 time gerne mere – og hæld derefter dejen ud på et godt meldrysset bord. Du skal ikke ælte dejen, bare “trække/skubbe” den til en firkant på ca 20 x 35 cm. Drys også lidt mel ovenpå dejen.

Del dejen til 4 flüte på den lange led og tag fat i begge ender af brødet og sno hver sin vej så det bliver et flot flüte😊.

Sæt brødene på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve en times tid igen mens ovnen/bagestålet varmer op til 250 grader.

Pensl evt. med lidt vand og drys måske med lidt groft salt, citronpeber eller nogle sesamfrø eller andre frø/kerner og sæt flütene i ovnen i ca 15-18 min til de er sprøde og gyldne.

     

image_print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *