4 i 1

image_print

I går eksperimenterede jeg lidt med opskriften fra bløde boller og lavede tre forskellige slags boller og kanelsnegle ud af samme portion dej.

Da jeg havde rørt dejen færdig, delte jeg den i fire nogenlunde lige store klumper.

Den ene portion ville jeg have som almindelige bløde boller, og portion nummer to ville jeg lave til kanelsnegle, så dem lod jeg bare ligge og hæve.

Portion nummer tre ville jeg gerne lave til chokoladeboller så jeg hakkede ca 50 g mørk chokolade og blandede i og lagde den til hævning.

Fjerde portion ville jeg lave til gulerodsboller. Jeg rev ca. 50 g gulerod fint og blandede det i dejen sammen med 20 g solsikkekerner inden denne klump også fik lov at hæve.

Mens det hele hævede lavede jeg fyldet til kanelsneglene. 100 g margarine, 50 g rørsukker, 50 g brun farin og ca. en tsk. kanel rørte jeg sammen.

Da dejen havde hævet en lille time lavede jeg boller á ca. 75 g stykket af de tre bolle portioner. Lagde dem på bageplader med bagepapir og penslede dem med lidt A-38 (det var lige det jeg havde).
Kanelsnegleportionen rullede jeg ud til et rektangel og smurte kanelblandingen på, rullede sammen til en roulade og skar 15 snegle. Det bliver ikke verdens største snegle, men de passede fint til en lille morgenkage.

Jeg var nu blevet lidt presset på tiden til morgenmaden skulle være færdig, så jeg satte det hele i ovnen og tændte på den aller laveste temperatur min ovn kunne og så lod jeg det hæve i ovnen. Efter en lille halv time tog jeg det hele ud og skruede ovnen op på 180 grader og bagte boller og snegle i ca. 12-15 min. Hvis jeg ikke havde haft travlt ville jeg bare have ladet det hele hæve på bordet i ca 45 min.

Husk at komme glasur på sneglene.

Nu havde jeg både tre forskellige slags boller OG kanelsnegle til morgenmaden og jeg havde KUN lavet en slags dej😊.

Jeg beklager at billedet ikke blev så godt, jeg skal nok få lavet et der er bedre næste gang – men bollerne blev gode😋.

Her er så lige et billede fra sidste gang jeg lavede disse boller.

image_print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *