Nøddehorn
Min datter skal holde “kagefødselsdag” og jeg har lovet at lave nøddehorn for hende. Nu kan de lige nå en tur i fryseren inden de skal bruges, hvilket kun gør dem mere lækre. Skulle du have lyst til at prøve selv, får du opskriften her😊.
Nøddehorn
ca. 46 stk á 18 g
- 500 g marcipan
- 250 g sukker
- 100 g æggehvider
- Ca. 150 g hasselnøddeflager
- Ca. 150 g mørk chokolade
Rør marcipan, sukker og æggehvider sammen på røremaskinen med K-spaden til en ensartet masse.
Vej klatter af så de vejer 18 g stykket (du kan selvfølgelig sagtens lave dine nøddehorn større, hvis du ønsker det).
Kom lidt vand på hænderne og tril klatterne til en lidt aflange pølser. Vend pølserne i hasselnøddeflager og sæt dem på en bageplade med bagepapir.
Når du sætter dem på pladen, skal du lige forme dem så de får den rigtige facon som horn😊.
Bag hornene ved 180 grader – (jeg brugte ikke varmluft) på dobbelt bageplade så de ikke bliver sorte i bunden.
Den størrelse horn jeg lavede skulle have 14 minutter for at være fine gyldne, men det kan variere meget fra ovn til ovn så hold øje med, at de ikke bliver for mørke.
Lad hornene køle helt af på en bagerist inden du dypper enderne i smeltet chokolade.
Sæt en gryde vand over med en liter vand i. Bring gryden i kog mens du hakker chokoladen fint og kommer 2/3 op i en skål.
Når vandet koger tages gryden af varmen og skålen med chokolade sættes i vandet til chokoladen er smeltet. Tag skålen op af vandet og tilsæt den sidste 1/3 af chokoladen og lad den smelte i den allerede smeltede chokolade. Nu kan du dyppe enderne af hornene i den tempererede chokolade og sætte dem til tørre på et stykke bagepapir.
Frys gerne hornene inden de skal bruges det bliver de kun bedre af – og så er det jo dejligt de kan laves i god tid.
God førnøjelse😋.
Øh mener du ikke flourmelis i stedet for sukker ??
Hej Marie
Nej – jeg bruger almindelig stødt melis . Jeg vil da ikke udelukke at du kan bruge flormelis i stedet for.