Kransekagehapsere

image_print

I år (2022) ville jeg prøve noget andet end det sædvanlige kransekagetårn eller ur, som hos os, alligevel aldrig bliver spist. Jeg fandt inspiration fra forskellige billeder på nettet og brugte så ellers min egen opskrift fra kransekageure til hjerterne. Opskriften til nougathapserne får du længere nede.

Her får du først opskriften på hjerterne (ca 40 stk):

Jeg startede med at komme,

600 g Odense ren rå marcipan 62%, 40 g æggehvide og 180 g flormelis i en frysepose, og ælte det rigtig godt sammen.

Du kan sagtens ælte det i en skål eller på røremaskine, men jeg kan godt li’ der ikke er så meget opvask når jeg ælter det i en pose.

Da det hele var æltet godt sammen rullede jeg massen ud mellem to stykker bagepapir til ca 1 cm tykkelse.

Jeg brugte bare en kageudstikker til at stikke hjerterne ud med og satte dem på en bageplade beklædt med bagepapir.

Jeg bagte hjerterne ved 180 gr. uden varmluft i ca. 15 minutter. Hold godt øje med dem så de ikke bliver for mørke. Når jeg bager kransekage sætter jeg altid to bageplader ovenpå hinanden så kagerne ikke bliver sorte i bunden.

Da hjerterne var afkølet, dyppede jeg nogle af dem i hvid chokolade og andre i mørk chokolade. Ovenpå blev de pyntet både med hvid, mørk og lyserød chokolade, og frysetørrede jordbær og hakkede pistacienødder.

Hvis du sætter hjerterne på en plasticpose når de er dyppet i chokolade, og lader den tørre på den, så bliver de flotte blanke i bunden.

Hov – nogle af dem blev forresten også pyntet med chokoladespåner med karamelsmag, men du kan jo pynte med lige præcis det du synes.

De øverste små hjerter stak jeg ud af resterne af marcipanmassen.
Ja nogen gange vil sprøjteposerne ikke helt som jeg gerne vil, men så blev det til en smagsprøve, og det var jo ikke så tosset.

Nougathapsere

Dem her er lavet med inspiration fra et billede på MadensVerden.

Som du kan se på det øverste billede lavede jeg også nogle nougathapsere, og til dem skal du bruge en anden opskrift, da det skal være en blødere masse som kan sprøjtes ud med en sprøjtepose.

Jeg brugte opskriften fra mine nøddehorn, dog brugte jeg flormelis i dag i stedet for sukker, og jeg lavede kun halv portion. og jeg fik ca. 25 stk. Jeg startede på samme måde som med hjerterne, med at komme marcipan, flormelis og æggehvide i en pose og ælte det godt sammen. Derefter kom jeg massen i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjtede nogle “toppe” som jeg senere lavede huller i med sådan en “fondanttingest”, jeg fandt i min bagekasse – men jeg er helt sikker på du sagtens kan bruge en finger eller bagsiden af en grydeske.

Inden bagning ligner det næsten små fuglereder.

Jeg bagte hapserne ved 180 gr. uden varmluft i ca 10 min, på dobbelt plade, så de ikke blev for brændte i bunden, men hold øje med dem så de ikke bliver for mørke.

Da de var bagte var “hullerne” hævet lidt op, så de fik lige et ekstra tryk så der kunne blive plads til lidt mere nougat.

Hullerne hævede lidt under bagningen, men så trykkede jeg dem bare lidt igen.

Jeg smeltede ca 100 g blød nougat i en sprøjtepose sænket ned i næsten kogende vand. Jeg fordelte massen i hullerne. Da nougaten var stivnet blev nogle af hapserne pyntet med smeltet chokolade i forskellige farver.

Nu kan nytåret bare komme an – jeg er klar. I hvert til fælde med kransekagen.

GODT NYTÅR

image_print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *