Kringle

I går holdt vi påskebrunch og dertil havde jeg blandt andet lavet denne lækre kringle. Den skulle du prøve😊.

Jeg lavede 2 store kringlestænger og 7 boller á 75 g. Jeg vil tro det havde passet med 3 kringlestænger i en bageplades længde og 7 boller.

  • 2 dl kold mælk
  • 7 g salt
  • 50 g rørsukker
  • 3 tsk kardemomme (kan udelades)
  • 100 g margarine i små tern
  • 1/2 l creme fraiche 18%
  • 2 æg
  • ca 800 g hvedemel
  • 50 g gær

Rør det hele sammen på røremaskinen. Først ca 10 min ved lav hastighed og dernæst 5-10 min ved høj hastighed til dejen slipper skålen. Lad dejen hæve en lille time. Imens kan du forberede remoncen og kagecremen😊.

REMONCE:

  • 150 g blødt margarine
  • 150 g sukker

Rør margarine og sukker godt sammen.

Jeg puttede også kagecreme og makroner i mine kringler. At jeg ville prøve med kagecreme i var en meget pludselig ide jeg fik og derfor tog jeg den nemme løsning denne gang og brugte et brev bagestabil kagecreme fra SuperBrugsen, som jeg havde liggende i skabet🙈.

Del dejen i det antal stykker som du ønsker og rul ud til rektangler.

Fordel remonce og kagecreme på. Jeg knuste ca 10 makroner hen over hver stykke inden jeg lukkede dem sammen og satte på en bageplade med bagepapir.

Pensl med sammenpisket æg og drys med perlesukker og lidt hakkede nødder/mandler.

Lad kringlerne hæve igen en lille time og bag dem ved 180 grader i ca 15-20 min.

Nu har du de lækreste kringler – lige til at servere. Kringlerne smager selvfølgelig bedst helt nybagte, men de kan sagtens bages i god tid og lige lunes inden servering. Du kan selvfølgelig også fryse kringlerne.