Kransekageur

Jeg havde beslutte mig for at prøve kræfter med et (to) kransekageur til nytårsaften 19/20.

Jeg er ok tilfreds med resultatet, men er også klar over, at der er plads til forbedringer – men smagen var god og det er altså stadig det vigtigste for mig😊.

Kransekageur – 2 stk (og lidt pistaciestænger)

  • 1200 g Odense ren rå marcipan (63% mandler)
  • 75 g æggehvider
  • 360 g flormelis

 

  • ca 200 g hvid chokolade
  • ca 200 g mørk chokolade

 

  • 150 g flormelis
  • 60 g past. æggehvide

Jeg startede med at temperere den hvide chokolade. Jeg hældte den ud på to fryseposer og lagde endnu to fryseposer ovenpå så jeg kunne rulle det ud til et par mm tykkelse. Da det havde stået lidt, men inden det stivnede helt fandt jeg en skål med en diameter på lige godt 14 cm og trykkede ned i chokoladen så jeg havde to fine runde skiver.

Rør marcipanen sammen med æggehvider og flormelis og sæt det på køl til det er helt kold.

Tril marcipanmassen til stænger og lav 4 stænger på 45 cm (de skal passe ovenpå de hvide chokoladeskiver, så vær sikker på om dine skal være lidt længere eller kortere – det afhænger jo af om din skål har samme diameter som min😊), og lav 6 stænger på hver 40 cm. Jeg havde lidt marcipanmasse til overs så derfor lavede jeg lidt stykker med pistaciemasse i også.

Tryk marcipanstængerne trekantede med håndroden og rejs dem op og luk dem til cirkler evt. med en lille smule vand på fingrene og sæt dem på bageplader med bagepapir. Vær sikker på de er helt runde inden du bager dem ved 180 grader til de er flotte gyldne (jeg bruger ikke varmluft). Jeg sætter ikke tid på mine, men holder øje med hvornår jeg synes de er flotte. Når du bager kransekage er det en god ide at sætte to bageplader oven på hinanden så stykkerne ikke bliver sorte i bunden.

     

Til glasuren skal flormelis og æggehvider piskes med mixer til det ikke flyder sammen når du “sætter små toppe”. Put glasuren i en lille sprøjtepose med en tyl med et MEGET lille hul eller klip et lille hul i posen og sprøjt de fine hvide streger – og ja det er mega svært at få pænt men man finder ligesom rytmen når man først kommer igang.

Sæt de tre 40 cm ringe ovenpå hinanden. “Lim” dem sammen med lidt af den hvide glasur. De to cirkler på 45 cm skal sættes udenom de hvide chokoladeskiver, som du pynter med tal og visere af tempereret mørk chokolade. “Lim” cirklerne sammen med noget af den mørke chokolade og sæt urskiven oveni de tre ringe. Lim også lidt med chokolade her så det står stabilt.

Nu kan du sprøjte nogle chokoladesnirkler til at pynte uret med – jeg fandt en skabelon på Odenses hjemmeside som jeg printede ud og lagde i en plasticpose, så jeg kunne sprøjte efter den, da jeg ikke kan lave sådan noget i fri hånd😊.

     

Pynt evt med serpentiner, knallerter eller hvad du nu synes😊. Kransekage kan med fordel laves i god tid og fryses, hvis man har plads i fryseren😊.